Lejer har ret til at foretage sædvanlige installationer af f.eks. hårde hvidevarer, vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine i det lejede, med mindre udlejer kan godtgøre, at ejendommens el- og afløbskapacitet ikke er tilstrækkelig til installationen.
Installationen skal foretages af autoriseret installatør, ligesom øvrige tilpasninger af inventar skal udføres håndværksmæssigt korrekt i professionel kvalitet. Der skal være monteret aquastop på vaskemaskiner og opvaskemaskiner.
Hvis inventar fjernes i forbindelse med installering af f.eks. vaskemaskine, tørretumbler eller opvaskemaskine, skal dette retableres ved fraflytning.
Inventar, som eventuelt er demonteret for at muliggøre installationen, skal opbevares af lejeren til eventuel senere genmontering.
Alle udgifter ved brug af installationsretten betales af lejer.
Lejer skal orientere Skanderborg Andelsboligforening, inden installationen foretages.
Hvis der på et tidspunkt måtte opstå en vandskade eller anden skade pga. fejlmontering, vil ansvaret og udgiften for udbedring påhvile lejer. Derfor er det en god idé, at gemme kvitteringen fra monteringen, hvis der senere skulle opstå problemer.